|
|
Franciskansk livsførelseAt leve et franciskansk liv betyder i bund og grund kun, at man stræber mod at leve et kristent liv, og som i alle andre ordenssamfund i Den hellige, romersk-katolske Kirke rejser også Sekularfranciskaneren mod dette mål ved at underkaste sig en ordensregel. Vores regel kaldes kort og godt for "Leveregelen for Sekularfranciskanere". Dette er en kort sammenskrivning af denne ordensregel: På grund af deres kald bør de som "bodsbrødre og bodssøstre", tilskyndet af evangeliets dynamiske kraft, ligedanne deres måde at tænke og handle på med Kristi tankegang og handlemåde. Dette sker gennem den radikale indre forvandling, som evangeliet selv betegner ved ordet "omvendelse". Den menneskelige svaghed gør det nødvendigt, at denne omvendelse finder sted hver dag. Gennem en enkel og åben kristen opdragelse under hensyntagen til det enkelte barns kald begiver de sig med glæde sammen med deres børn ud på deres menneskelige og åndelige rejse. De skal endvidere have respekt for alle skabninger, organiske såvel som uorganiske, ”som bærer den Allerhøjestes billede” (jf. ”Solsangen”), og på vejen fremad mod et universelt broderskab i franciskansk ånd skal de søge at frigøre sig fra fristelsen til at gøre rovdrift på skabningerne. Ligesom Faderen i ethvert menneske ser sin Søn, den førstefødte blandt mange brødre (Rom. 8,29), skal Sekularfranciskanerne med ydmygt og venligt sind tage imod alle mennesker som en gave fra Herren og et billede på Kristus. Denne følelse af samhørighed bør gøre dem glade og samtidig villige til at ligestille sig med alle mennesker, især de ringeste, for hvem de vil forsøge at skabe levevilkår, som er værdige for skabninger, som er forløst af Kristus (jf. Matt. 25,40) Gennem det vidnesbyrd, de giver ved deres almindelige menneskelige liv og også ved deres modige initiativer, skal de, hver for sig og som gruppe, fremme retfærdigheden især i det offentlige liv derved, at de træffer konkrete afgørelser i overensstemmelse med deres tro. Professen er i sin natur en livsvarig forpligtelse, og optagelse forudsætter, at man i forvejen er medlem af Den hellige romersk-katolske Kirke. |
||||